Troens År – juni

Hver måned i Troens År presenterer katolsk.no en refleksjon over trosbekjennelsen. Disse minikatekesene er skrevet av biskopene i Den nordiske bispekonferansen, og foreligger på en rekke språk.

”Jeg tror på Den hellige katolske Kirke”

Troen på Kirken indgår naturligt i trosbekendelsen efter omtalen og accepten af Den treenige Gud. Alligevel anfægtes Kirken ofte som noget, der kan vælges fra og erstattes med en anden sammenhæng, hvori mennesket kan leve sin tro på Gud. Da Kirken består af mennesker og agerer i en materiel verden og i afhængighed af jordiske strukturer, er den sårbar over for menneskelige svagheder og ambitioner og kan derfor også skuffe og frustrere. Derfor siger mange mennesker, at de tror på Gud, men ikke på Kirken.

For at overvinde denne vanskelighed er det vigtigt at erkende, at Kirken er mere, end det vi ser og erfarer i tid og rum. Samtidig kan vi ikke undvære en kirke, der er synlig i tid om rum, alene af den grund, at vi selv opererer i tid og rum og derfor er afhængige af synlige tegn og strukturer. Troen på den treenige Gud er mere grundlæggende end troen på Kirken; men troen på Gud er formidlet til os gennem Kirken og skal efter Kristi ønske leves i Kirken. I 2. vatikankoncils konstitution om liturgien siger der i nr. 2 om Kirken: ” (Kirkens) egenart er det jo at være både menneskelig og guddommelig, at være synlig og i besiddelse af usynlige goder, at være ivrig i gerning og fri til meditation, at være til stede i verden og dog på vej.”

At der er en uløselig sammenhæng mellem troen på Gud og troen på Kirken gjorde pave Benedikt XVI smukt rede for i sin prædiken på Olympiastadion i Berlin den 22. september 2011. Han tog udgangspunkt i Kristi sammenligning af sig selv med det sande vintræ (Joh. 15), en lignelse som ikke umiddelbart taler om Kirken; men hvis vi sammenholder dette billeder med andre steder i Det nye Testamente, så bliver identifikationen af Kristus med sin Kirke tydeligere, og det bliver også klart og uopgiveligt, at vi er afhængige af Kirken for at have fællesskab med Kristus. Da Saulus, før han blev Paulus, forfulgte de kristne, spurgte Kristus ”Hvorfor forfølger du mig?” (Apg. 9,4). Videre siger Paulus om Kristus: ”Han er hovedet for legemet, kirken” (Kol. 1,18) I 1. korintherbrev (12,27) siger han: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.”

Kirkens egenart er det jo at være både menneskelig og guddommelig, at være synlig og i besiddelse af usynlige goder, at være ivrig i gerning og fri til meditation, at være til stede i verden og dog på vej

Der er således en stærk analogi mellem Kirken som Kristi legeme, hvor vi er lemmer, og Kristus som det sande vintræ, som vi er grene på. Hvis vi ikke bliver i Kristus og dermed heller ikke i Kirken, kan vi intet gøre (jf. Joh. 15,5b). Endnu mere positivt kan vi dog se på de løfter, Kristus giver til dem, der bliver i ham: ”Hver gren, som bærer frugt, den renser han (d.e. vingårdsmanden, Faderen) for at den skal bære mere frugt” (Joh. 15,2b). Ikke blot kan vi ikke undvære Kirken; men i den har vi også mulighed for åndelig vækst og for at give et tydeligt fælles vidnesbyrd om Kristi kærlighed og sandhed. 

I den apostolske trosbekendelse taler vi om kirken som hellig og katolsk. Hellig er den, fordi dens grundlægger, Kristus, er hellig, fordi den holdes sammen af Den hellige Ånd, fordi den består af mennesker, der er helliggjorte ved dåben, og fordi, den vil føre til hellighed, dvs spore os ind på Guds måde at tænke på og virkeliggøre det, vi kalder han rige. Kirken er katolsk, fordi den er altomfattende. Derfor vil den også forene, om end ikke gøre alle ens. Enhver forskellighed har dog rod i en enhed, ikke mindst i det religiøse univers, og Kirken er derfor også eet med Kristus, som vi skal være eet med, og dermed eet i hans Kirke. 

Troen på Gud er noget meget personligt, som kun vi selv kan tage stilling til og acceptere; men den er ikke noget privat. Vi har brug for andres hjælp til at tro og samtidig sendt til at formidle for andre. Selv om vi i høj grad er individualister, er vi også afhængige af et fællesskab, ikke et, vi selv har konstrueret, men et som Kristus den ene hyrde har grundlagt, for at det skal være den ene hjord, hans Kirke. (jf. Joh. 10,16b)

Biskop Kozons signatur

+ Czeslaw Kozon
Biskop av København