Presidenten av Den nordiske bispekonferanse: «Kirken står over for en hittil usett utfordring»

 

Som president av Den nordiske bispekonferanse deltok biskop Czeslaw Kozon av København på Møtet i Vatikanet om beskyttelse av mindreårige, torsdag 21. februar – lørdag 23. februar. Her følger hans betraktninger etter møtet.

DELTOK PÅ MØTET OM BESKYTTELSE AV MINDREÅRIGE: «Kirken skal yde ofrene den rette opmærksomhed både ved anmeldelsen og ved den senere omsorg. I denne henseende var tonen på mødet klar.»

  

Der er ingen tvivl om, at Kirken og vi med den gennemlever en udfordrende tid fuld af kriser. Nogen taler om den største krise siden reformationen. Retorikken bliver undertiden voldsom, men alvoren kan ikke fornægtes og skal ikke tales ned.

 

Gennem de sidste årtier er vi i Kirken desværre jævnligt blevet konfronteret med seksuelle overgreb på børn og unge begået af præster, ordensfolk og andre kirkelige medarbejdere. Hvad enten det drejer sig om sager i vort eget bispedømme eller overgreb, som er foregået i andre lande, lader det ingen upåvirket. Reaktionen er overalt den samme: vrede, forargelse, forundring, skuffelse og frustration over, at personer, som indgød tillid og nød respekt, har udnyttet deres position til at forgribe sig på børn og unge og derved levet i åbenlys modstrid med deres kald. Der stilles spørgsmål som, hvordan kunne det ske, og hvad skyldes det? Kan man stadig have tillid til Kirken og dens ledelse?

Alle disse tanker er igen kommet frem i forbindelse med sidste uges møde i Vatikanet. Her mødtes formændene for verdens bispekonferencer og ledere af mandlige og kvindelige ordenssamfund. Mødet var blevet indkaldt af pave Frans i september, efter at der var kommet fornyet fokus på overgrebssager i USA.

Mødet i Vatikanet blev af både katolikker i al almindelighed og medierne mødt med mange forventninger, men også en del skepsis, m.h.t., hvad der skulle komme ud af det. Kirken – både centralt og i de fleste lande – har længe været bevidst om eksistensen og alvoren af seksuelle overgreb mod børn og unge i kirkelige sammenhænge. Derfor har den også, efter de første overgrebssager blev kendt, gjort tiltag for stille dem til ansvar, som enten har begået eller dækket over overgrebene. Fra Kirkens side er der ikke mindst gjort meget for at forebygge overgreb gennem udarbejdelse af stringente retningslinjer og beredskabsplaner. Der er sendt klare signaler om, at anmeldelser om overgreb vil blive efterprøvet og overdraget til politiet. Der er her i bispedømmet nedsat en gruppe af lægfolk, som er eksperter – heriblandt ikke-katolske jurister -  til at hjælpe med bedømmelsen og behandlingen af anmeldelser.

Den megen omtale i medierne er ikke udtryk for mange nye overgrebssager, men at mange gamle sager fortsat kommer frem, og de allerede kendte sager bliver genstand for ny granskning og evaluering. Dette betyder på ingen måde, at vi som Kirke er færdige med at optimere vor håndtering af overgrebssager. Der er fortsat brug for at gøre opmærksom på problemets alvor, på ofrenes lidelser og –- på forebyggelse. Enhver sag, uanset om den ligger langt tilbage i tiden eller er ny, er en sag for meget og skal tages alvorligt.

 

En ny start: Overgrebsproblemet skal tages alvorligt

Det er bl.a. på den baggrund, at vi skal se sidste uges møde i Vatikanet. Med dette møde har Kirken endnu en gang villet markere, at overgrebsproblemet tages alvorligt. Et vigtigt punkt på mødet var overgrebsofres beretninger om deres lidelser, hvilket gjorde et stort indtryk. På mødet blev det oplyst, at overgreb i kirkelige sammenhæng forekommer i så at sige alle lande. Det blev understreget, at der skal gøres op med en hidtil herskende tavsheds- og fortielseskultur; at alle anmeldelser om overgreb skal tages alvorligt; at regler for håndtering af dem skal optimeres; at spørgsmålet skal have endnu større plads i præsteuddannelsen, også ved udvælgelsen af kandidater. Endelig og ikke mindst, at Kirken skal yde ofrene den rette opmærksomhed både ved anmeldelsen og ved den senere omsorg. I denne henseende var tonen på mødet klar. Disse emner var også blandt de 8 konkrete punkter, pave Frans oplistede i sin afsluttende tale efter messen i søndags.

Alligevel er mange – ofre, medier og kommentatorer – ikke tilfredse med resultatet af mødet: For mange velmenende ord, men for få konkrete tiltag, lyder det. Selv om alle har ret til at forvente sig meget af Kirkens respons på de mange overgrebssager og den kultur, der har gjort dem mulige, er nogle forventninger dog urealistiske. Flere har benyttet mødet eller overgrebskrisen generelt som anledning til at promovere forandringer, de mener vil løse problemerne: Afskaffelse af cølibatet, indførelse af kvindelige præster, opblødning af Kirkens hierarkiske struktur. Med andre forventninger udtrykker man utålmodighed: hurtigere indførelse af flere konkrete retningslinjer og en klarere markering af, at mødet virkeligt kommer til at gøre en forskel. I sig selv helt berettigede krav.

 

«Disse kulturelle og geografiske forskelle er netop noget af det, der var ønske om snarlig afklaring på, således at en persons stilling som offer eller anklaget ikke skal afhænge af, hvor i verden, man bor.»

 

Som nævnt er mange ting allerede sket; men på mødet kom også mange geografisk bestemte forskelle til udtryk. Seksuelle overgreb foregår overalt i verden, men omfanget af dem bedømmes forskelligt: Nogle vil lokalisere dem til bestemte lande og kontinenter; der er forskelle m.h.t., hvor åben, man tør eller vil være om overgrebene; der er forskellige holdninger til gradueringen af overgreb og straf i bestræbelserne på at både ofres og overgrebsmænds retsbevidsthed og retssikkerhed bliver tilgodeset. Disse kulturelle og geografiske forskelle er netop noget af det, der var ønske om snarlig afklaring på, således at en persons stilling som offer eller anklaget ikke skal afhænge af, hvor i verden, man bor.

Men mødet har haft konkrete resultater. Allerede i mandags trådte lederne af Vatikanets departementer sammen for at følge op på mødet. Planlagt er etableringen af en task force til at hjælpe de bispekonferencer, som ikke råder over de nødvendige ressourcer og kompetencer, publicering af en håndbog for biskopper for håndtering af sagerne, afklaring af forholdet mellem central og lokal behandling af overgrebssager, sikring af lægfolks inddragelse i bedømmelse og behandling af overgreb eller embedsforsømmelser. Meget er allerede i gang, og en årvågen offentlighed vil holde øje med, hvad der sker.

 

Bevare mod og tillid

Det siger sig selv, at ingen kan ignorere eller være upåvirket af overgrebssagerne og deres omfang, og alle har et ønske og forventninger om, at dette onde for altid må forsvinde fra Kirken. Overgreb på børn og unge hører ikke hjemme i Kirken, er helt uforeneligt med Kristi hensigt med Kirken og dens mission, og har forårsaget ubodelig skade på utallige ofre. Overgrebene har svækket Kirkens troværdighed og vanskeliggjort dens mission, har fremmedgjort ofre og mange andre for Kirken, og er skyld i, at vi som katolikker ofte må stå på mål for Kirken i kritiske, nogle gange fjendtlige omgivelser.

I en sådan situation er det vigtigt både at stole på Kirkens guddommelige mission, Kristi løfter til den, og tro på, at Kirken, trods de uhyrligheder, der er foregået i den, fortsat har et budskab at forkynde, har til opgave at forsvare sandheden og hjælpe mennesker bedst muligt til at forstå og efterleve Guds bud. Det siger sig selv, at en sådan mission og bevidstheden om den kræver, at alle, ikke mindst præster og biskopper, selv efterlever, hvad de forkynder.

 

«Ud over Kristi løfter og Helligåndens vejledning har vi i helgenskaren, men også blandt almindelige troende eksempler og forbilleder på, at et liv i hellighed, autenticitet og troværdighed er muligt.»

 

Kristus selv og vort fællesskab med ham er den bedste garanti for, at Kirkens mission vil lykkes. Vi skal ikke genopfinde Kirken eller starte helt forfra, men besinde os på og i vort liv virkeliggøre det budskab, Kristus har overdraget den at forkynde. Ud over Kristi løfter og Helligåndens vejledning har vi i helgenskaren, men også blandt almindelige troende eksempler og forbilleder på, at et liv i hellighed, autenticitet og troværdighed er muligt. Nogle gange må andre gøre os opmærksomme på vore fejl; men Kirken har også i sig selv én iboende evne til med Guds hjælp at lade sig forny og reformere, ikke ved at forkaste den overleverede lære eller ved panikagtige løsninger, men ved en stadig fordybelse i troens liv, understøttet af et liv i bøn, modtagelse af sakramenterne, studium af biblen og Kirkens katekismus, gennem engagement i menigheden og Kirkens mange apostolater.

Overgrebssagerne fylder uvægerligt meget, og vil fortsat gøre det i lang tid; men de må ikke skygge for alt det gode, som også sker i Kirken. I kære præster, diakoner, ordensfolk og øvrige gudviede, gamle og unge, lægfolk af alle nationaliteter i vort bispedømme er med til dagligt, ofte stilfærdigt, at vise dette andet og sande billede af Kirken. Det siger jeg jer tak for og vil opmuntre jer til at fortsætte og bevare tilliden.

 

«Kirken gennemlever en alvorlig tid. Bed derfor for den, bed for pave Frans og også for mig.»

 

Kirken gennemlever en alvorlig tid. Bed derfor for den, bed for pave Frans og også for mig. Snart begynder fastetiden, bodstiden op til påske. Ingen skal påtage sig skyld for noget, andre har gjort, men fastetiden er med dens opfordring til omvendelse, bøn, faste og velgørenhed en mulighed for os alle til at bidrage til Kirkens fornyelse.

 

København, 28. februar, 2019

 

 

Les mer: