Novo millennio ineunte

IV. VIDNER OM KÆRLIGHED

42. »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13,35). Hvis vi, kære brødre og søstre, virkelig har betragtet Kristi ansigt, vil vor pastorale planlægning nødvendigvis blive inspireret af det »nye bud«, som han gav os: »I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer« (Joh 13,34).

Dette er det andet vigtige område, hvor der må være engagement og planlægning for den universelle kirkes og delkirkernes vedkommende: Fællesskabets domæne (koinonia), som udtrykker og åbenbarer selve kernen i Kirkens mysterium. Fællesskab er frugten af og beviset for den kærlighed, der vokser frem fra Den evige Faders hjerte og udgydes over os af den Ånd, som Jesus skænker os (sml. Rom 5,5) for at gøre os alle til »ét hjerte og sind« (ApG 4,32). Det er ved at bygge dette kærlighedens fællesskab, at Kirken viser sig som »sakramente«, som »tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed«.26

Herrens ord om denne sag er for præcise, til at vi kan reducere deres betydning. Der er mange ting, der er nødvendige for Kirkens vandring gennem historien, ikke mindst i dette nye århundrede; men uden kærlighed (agape) vil det hele være forgæves. Det er igen apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden minder os: selv om vi taler med menneskers og engles tunge og hvis vi har tro, der kan »flytte bjerge«, men ikke har kærlighed, er det hele »intet« (jf. 1 Kor 13,2). Kærlighed er i sandhed Kirkens »hjerte«, som Thérèse af Lisieux så rigtigt forstod det. Jeg proklamerede hende som kirkelærer, netop fordi hun er en ekspert i scientia amoris [kærlighedens videnskab]: »Jeg forstod, at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte var optændt af kærlighed. Jeg forstod, at alene kærlighed bevæger Kirkens medlemmer til at handle ... Jeg forstod, at kærlighed rummede alle kald, at alt var kærlighed«.27

En fællesskabets spiritualitet

43. At gøre Kirken til hjemmet og skolen for fællesskab: det er den store udfordring, der møder os i det årtusind, som nu begynder, hvis vi ønsker at være trofaste overfor Guds plan og imødekomme verdens dybeste længsler.

Men hvad betyder dette i praksis? Også her kunne vore tanker straks gå til den handling, der skal foretages, men det ville ikke være den rigtige tilskyndelse at følge. Inden vi lægger praktiske planer, må vi virke for en fællesskabets spiritualitet, idet vi gør den til det ledende princip for pædagogikken, overalt hvor kristne bliver opdraget, overalt hvor præster, ordensfolk og pastoralarbejdere bliver uddannet, overalt hvor familier og fællesskaber opbygges. En fællesskabets spiritualitet er først og fremmest et tegn på hjertets betragtning af Treenighedens mysterium, som bor i os, og hvis lys vi også må kunne se skinne i vore omgivende brødres og søstres ansigter. En fællesskabets spiritualitet betyder også en evne til at tænke på vore brødre og søstre i troen inden for det mystiske legemes dybe enhed og derfor som dem, »der er en del af mig selv«. Dette gør os i stand til at dele deres glæder og lidelser, til at fornemme deres ønsker og være opmærksomme på deres behov, til at tilbyde dem dybt og ægte venskab. En fællesskabets spiritualitet indbefatter også evnen til at se, hvad der er positivt hos andre, til at være glad for det og sætte pris på det som en gave fra Gud: ikke kun en gave til broderen eller søsteren, som direkte har modtaget den, men også som en »gave til mig«. En fællesskabets spiritualitet betyder endelig at vide, hvordan man »gør plads« for vore brødre og søstre, at bære »hinandens byrder« (Gal 6,2) og modstå de egoistiske fristelser, som bestandigt plager os og fremkalder kappestrid, karrierejag, mistro og jalousi. Lad os ikke nære nogen illusioner: medmindre vi følger denne åndelige vej, vil det ydre fællesskabs strukturer ikke være til megen nytte. De vil blive til mekanismer uden sjæl, fællesskabets »masker« snarere end dets midler til udtryk og vækst.

44. Følgelig vil det nye århundrede se os mere end nogen sinde opsatte på at vurdere og udvikle de områder og strukturer, som i overensstemmelse med Det andet Vatikankoncils vigtigste direktiver tjener til at sikre og beskytte fællesskabet. Hvordan kan vi for det første glemme de særlige tjenester for fællesskabet, som er Petrus-embedets, og i nær relation til det, den biskoppelige kollegialitet? Det er realiteter, der har deres grundlag og indhold fra Kristi egen plan for Kirken,28 men som må studeres konstant for at sikre, at de følger deres ægte evangeliske inspiration.

Siden Det andet Vatikankoncil er der allerede blevet gjort meget for at reformere den romerske kurie, oprette synoder og få bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt meget mere, som skal gøres for at virkeliggøre alle disse redskaber for fællesskabets muligheder, hvad der er særligt nødvendigt i dag i betragtning af behovet for at reagere hurtigt og effektivt på de problemer, som Kirken må se i øjnene i disse tider, der ændrer sig så hurtigt.

45. Fællesskab må udvikles og udvides hver dag og på ethvert niveau af hver kirkes liv. Her må fællesskabet komme til udfoldelse i relationerne mellem biskopper, præster og diakoner, mellem hyrder og hele Guds folk, mellem gejstlighed og ordensfolk, mellem foreninger og kirkelige bevægelser. Til dette formål må de strukturer for deltagelse, der er forudset af Den kanoniske Lov, som præsterådet og pastoralrådet, altid sættes meget højt. Disse råd er naturligvis ikke ledet efter et parlamentarisk demokratis regler, for de er rådgivende mere end planlæggende;29 dette betyder dog ikke, at de er mindre betydningsfulde og relevante. Fællesskabets teologi og spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem præster og troende på den ene side ved a priori at forene dem i alt, hvad der er væsentligt, og ved på den anden side at føre dem til overvejet overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion.

Med dette for øje må vi tilegne os den gamle pastorale visdom, der opmuntrede hyrder til, uden at være forudindtaget af deres autoritet, at lytte i større udstrækning til hele Guds folk. Meget sigende er Benedikts påmindelse til et klosters abbed, hvor han opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet: »Takket være Herrens inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der er bedst«.30 Og Paulinus af Nola beder indstændigt: »Lad os lytte til, hvad alle de troende siger, for i enhver af dem ånder Guds Ånd«.31

Mens lovens visdom ved at give præcise regler for deltagelse bekræfter Kirkens hierarkiske struktur og afværger enhver fristelse til vilkårlighed eller uberettigede krav, besjæler fællesskabets spiritualitet institutionens legeme ved at tilskynde til en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse med ethvert af Guds folks medlemmers værdighed og ansvar, til institutionel realitet med en sjæl.

Kaldenes forskellighed

46. Et sådant syn på fællesskab er tæt forbundet med det kristne fællesskabs evne til at give plads for alle Åndens gaver. Kirkens enhed er ikke ensartethed, men en organisk integration af legitime forskelligheder. Det består i den virkelighed, at mange medlemmer er forenede i et enkelt legeme, Kristi ene legeme (jf. 1 Kor 12,12). Derfor er det tredje årtusinds kirke nødt til at opmuntre alle døbte og firmede til at være bevidste om deres aktive ansvar for Kirkens liv. Sammen med det ordinerede præsteembede, kan andre embeder, hvadenten de er formelt oprettede eller blot anerkendte, trives til gavn for hele fællesskabet, og støtte det i alle dets mange behov: fra katekese til liturgi, fra undervisning af unge til de mest forskellige former for gode gerninger.

Der er i sandhed behov for et storsindet engagement - frem for alt gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf. Matt 9,38) - ved at virke for kald til præstedømmet og til ordenslivet. Dette er et spørgsmål af stor betydning for Kirkens liv i alle dele af verden. I nogle traditionelt kristne lande er situationen blevet dramatisk som følge af ændrede sociale forhold og en manglende religiøs interesse som resultat af en verdslig forbrugermentalitet. Der er et presserende behov for at gennemføre en omfattende plan for at fremme kald ved at bygge på personlig kontakt og inddrage sogne, skoler og familier i forsøget på at fremme en mere opmærksom overvejelse af livets væsentlige værdier. Disse når deres opfyldelse i det svar, som ethvert menneske er opfordret til at give på Guds kald, især når kaldet medfører en total given sig selv og ens kræfter for Guds Riges sag.

Det er i dette perspektiv, at vi ser værdien af alle andre kald, rodfæstede som de er i det nye liv, der er modtaget i dåbens sakramente. På en særlig måde vil det være nødvendigt mere og mere fuldstændigt at opdage kaldet hos lægfolk, der er kaldede til at »søge Guds Rige ved at tage sig af de jordiske formål og indrette dem med Gud som mål«;32 de »opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse ... ved at stræbe efter at udbrede evangeliet og at helliggøre menneskene«.33

Lige så vigtigt for fællesskabs-aspektet er arbejdet for dannelse af forskellige slags sammenslutninger, enten af mere traditionel art eller de nyere kirkelige bevægelser, der vedbliver med at give Kirken en vitalitet, som er Guds gave og et virkeligt »Åndens forår«. Selvfølgelig må foreninger og bevægelser arbejde i fuld harmoni inden for både den universelle kirke og delkirkerne og i lydighed mod hyrdernes officielle direktiver. Men Apostlens strenge og bestemte advarsel henvender sig til alle: »Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode« (1 Tess 5,19-21).

47. I en tid i historien som den nuværende, må man også være særlig opmærksom på den pastorale omsorg for familien, især når denne grundlæggende institution oplever en radikal og udbredt krise. I det kristne syn på ægteskabet, svarer forholdet mellem en mand og en kvinde - en gensidig, absolut, enestående og uopløselig forbindelse - til Guds oprindelige plan, som i historiens løb er blevet formørket af vort »hjertes hårdhed«, men som Kristus kom for at gengive dens oprindelig glans, idet han åbenbarede, hvad der var Guds vilje »fra begyndelsen« (Matt 19,8). Fordi ægteskabet er ophøjet til et sakramente, udtrykker det den »store hemmelighed«, som Kristi ægteskabelige kærlighed til hans kirke er (sml. Ef 5,32).

På dette punkt kan Kirken ikke give efter for kulturelle pres, ligegyldigt hvor udbredte og endda militante de kan være. Tværtimod er det nødvendigt at sikre, at man gennem en stadigt mere fuldkommen opdragelse i evangeliets ånd giver de kristne familier et overbevisende eksempel på, at det er muligt at leve i ægteskabet i fuld overensstemmelse med Guds plan og med det virkeligt gode for mennesket - for ægtefællerne, og for børnene, der er mere skrøbelige. Familierne må selv blive mere og mere bevidste om den omsorg, der tilkommer børn, og spille en aktiv rolle i Kirken og i samfundet for at sikre børnenes rettigheder.

Økumenisk engagement

48. Og hvad skal vi sige om den påtrængende opgave at udvikle fællesskab på økumenismens vanskelige område? Desværre medbringer vi, når vi går over tærsklen til det nye årtusind, fortidens sørgelige arv. Jubilæet har givet os nogle virkeligt bevægende og profetiske tegn, men der er stadig en lang vej tilbage.

Ved at fæstne vort blik på Kristus har det store Jubilæum givet os en mere levende fornemmelse for Kirken som et enhedens mysterium. »Jeg tror på den ene kirke«: det vi bekender i trosbekendelsen har sit sidste grundlag i Kristus, i hvem Kirken er udelt (jf. 1 Kor 1,11-13). Som hans legeme, i den enhed, der er Åndens gave, forbliver den udelelig. Den reelle splittelse opstår på historiens plan i forholdet mellem Kirkens børn som et resultat af menneskelig svaghed i den måde, hvorpå vi modtager den gave, der strømmer uophørligt fra Kristus, hovedet, til hans mystiske legeme. Jesu bøn i Nadversalen - »at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os« (Joh 17,21) - er både åbenbaring og bønfaldelse. Den åbenbarer os Kristi enhed med Faderen som kildespringet til Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt vil vedblive at modtage på mystisk vis indtil dens fuldbyrdelse ved tidernes ende. Denne enhed er uophørligt opfyldt i Den katolske kirke trods dens medlemmers menneskelige begrænsninger, og den kommer konkret til udtryk, og den virker også på forskellige måder i alle de elementer af hellighed og sandhed, der findes i de andre kirker og kirkelige samfund. Som gaver, der egentlig tilhører Kristi kirke, leder disse elementer dem stadigt hen mod fuld enhed.34

Kristi bøn minder os om, at denne gave er nødt til at blive modtaget og udviklet mere og mere. Anråbelsen »ut unum sint« er på samme tid et forpligtende imperativ, en styrke, der støtter os, og en gavnlig irettesættelse for vor langsomhed og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor egen styrke, vi baserer håbet om, at allerede i historiens løb vil vi være i stand til at nå fuldt og synligt fællesskab med alle kristne.

I perspektivet af vor fornyede pilgrimsfærd efter Jubilæet ser jeg med stort håb hen til de østlige kirker, og jeg beder for, at den gensidige udveksling af gaver, som var til berigelse for Kirken igennem det første årtusind, må vende tilbage i fuldt omfang. Måtte erindringen om den tid, da Kirken åndede med »begge lunger«, anspore Østen og Vesten til at vandre sammen i troens enhed og med respekt for legitim forskellighed, idet de accepterer og støtter hinanden som lemmer på Kristi ene legeme.

En lignende forpligtelse burde føre til fremme af den økumeniske dialog med vore brødre og søstre, der hører til det anglikanske fællesskab og de kirkelige fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen. Teologisk diskussion om troens og kristen etiks væsentlige punkter, samarbejde i karitativt arbejde og frem for alt den store hellighedens økumeni, kan ikke undgå, med Guds hjælp, at give resultater. I mellemtiden fortsætter vi tillidsfuldt vor pilgrimsvandring, idet vi længes efter den tid, hvor vi sammen med hver og en af Kristi disciple helhjertet vil kunne synge: »Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!« (Sl 133,1).

Sæt alt ind på næstekærlighed

49. Næstekærligheden udvikler sig, i overensstemmelse med sin natur ud fra det indrekirkelige fællesskab, til en tjeneste, der er universel; den inspirerer os til et engagement for praktisk og konkret hjælp til ethvert menneske. Dette er også et aspekt, som må kendetegne det kristne liv, Kirkens hele aktivitet og dens pastorale planlægning. Det århundrede og det årtusind, der nu begynder, har brug for at se - og forhåbentlig med stadigt større klarhed - til hvilken grad af pligttroskab det kristne fællesskab kan gå i sin kærlighed til de fattigste. Hvis vi virkeligt er begyndt på ny ud fra betragtningen af Kristus, må vi lære at se ham specielt i ansigterne hos dem, han selv ønskede at blive identificeret med: »Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig« (Matt 25,35-37). Denne evangelietekst er ikke en simpel opfordring til næstekærlighed: den er en side i kristologien, som kaster stråler af lys på Kristi mysterium. På disse ord, ikke mindre end på dens læres ortodoksi, måler Kirken sin troskab som Kristi brud.

Vi er i sandhed nødt til at huske, at ingen kan udelukkes fra vor kærlighed, for »ved sin menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske«.35 Alligevel er, som evangeliets utvetydige ord minder os om, Kristus særlig nærværende i de fattige, og det kræver, at Kirken giver dem en fortrinsstilling. Dette fortrin er et vidnesbyrd om Guds kærlighed, om hans forsyn og barmhjertighed, og på en måde er historien fyldt med Guds Riges sædekorn, som Jesus selv udsåede under sit jordiske liv, hver gang han reagerede over for dem, der kom til ham med deres åndelige og materielle behov.

50. I vor tid er der så mange behov, som kræver et kristent sindelag. Vor verden går ind i det nye årtusind bebyrdet af modsigelserne i et økonomisk, kulturelt og teknologisk fremskridt, som giver umådelige muligheder til nogle få privilegerede, samtidig med at det efterlader andre millioner ikke blot i fremskridtets yderkanter, men i livsbetingelser, som er langt under det minimum, der kræves af menneskelig værdighed. Hvordan kan det være muligt, at der endnu den dag i dag er mennesker, som dør af sult? Fordømte til an-alfabetisme? Manglende den mest basale medicinske pleje? Uden tag over hovedet?

Fattigdommens scenario kan udvides ubegrænset, hvis vi foruden dens traditionelle former tænker på dens nye mønstre. Disse sidste berører ofte finansielt velstående milieuer og grupper, som ikke desto mindre trues af fortvivlelse, fordi de mangler mening med deres liv, er afhængige af »stoffer«, frygter for ensomhed i alderdommen eller for sygdom, for marginalisering eller social diskrimination. I denne sammenhæng må kristne lære at praktisere deres tro på Kristus ved at fornemme hans stemme i det råb om hjælp, der stiger op fra fattigdommens verden. Dette betyder at fortsætte den næstekærlighedens tradition, som er kommet til udtryk på så mange forskellige måder i de forgangne to årtusinder, men som i vore dage kræver endnu større opfindsomhed. Nu er det tiden til en ny næstekærlighedens »kreativitet«, ikke blot ved at sikre, at hjælpen er effektiv, men også ved at »komme tæt på« de lidende, så at den hånd, der hjælper, ikke betragtes som en ydmygende håndsrækning, men som en delen mellem søskende.

Vi må derfor sikre, at de fattige føler sig hjemme i ethvert kristent fællesskab. Ville ikke denne indstilling være den bedste og mest effektive fremstilling af Guds Riges glade budskab? Uden denne form for evangelisering gennem næstekærlighed og uden vidnesbyrdet om kristen fattigdom risikerer forkyndelsen af evangeliet, der i sig selv er den første form for næstekærlighed, at blive misforstået eller forsvinde i den mængde ord, som dagligt opsluger os i vore dages massekommunikationssamfund.Kærlighedens gerninger sikrer kærlighedens ord en uimodståelig kraft.

Vore dages udfordringer

51. Og hvordan kan vi forblive ligegyldige overfor udsigten til en økologisk krise, som er ved at gøre udstrakte områder af vor planet ubeboelige og menneskefjendtlige? Eller af de problemer for freden, der så ofte er truet af katastrofale kriges spøgelse? Eller af foragt for så mange menneskers, især børns, fundamentale menneskerettigheder? De nødsituationer, som ethvert kristent hjerte må være følsomt overfor, er utallige.

Der er behov for et særligt engagement med hensyn til visse aspekter af evangeliets radikale budskab, som ofte forstås mindre godt, endda så det ligefrem gør Kirkens tilstedeværelse uønsket, men som ikke desto mindre må være en del af dens opgave med næstekærlighed. Jeg taler om pligten til at være forpligtet til respekt for ethvert menneskeliv, fra undfangelsen til den naturlige død. Ligeledes får tjenesten for menneskeheden os til tidligt og silde at hævde, at de, der benytter de nyeste videnskabelige fremskridt, især inden for bioteknologien, aldrig må ignorere fundamentale etiske krav ved at påberåbe sig en tvivlsom solidaritet, der i sidste instans fører til en gøren forskel på det ene og det andet liv og en ikke tagen hensyn til den værdighed, der tilkommer ethvert menneske.

For at det kristne vidnesbyrd skal være effektivt, især på disse vanskelige og kontroversielle områder, er det vigtigt, at man gør sig særlig anstrengelse for virkeligt at forklare grundene til Kirkens standpunkt, idet man fremhæver, at det ikke drejer sig om at påtvinge ikke-troende en opfattelse, der bygger på tro, men om at forklare og forsvare de værdier, der bunder i selve menneskets person. På denne måde vil næstekærligheden nødvendigvis blive til gavn for kulturen, det politiske liv, økonomien og familien, således at de fundamentale principper, hvoraf menneskers skæbne og civilisationens fremtid afhænger, vil blive respekteret overalt.

52. Det er klart, at alt dette må realiseres på en speciel kristen måde: især lægfolk må være til stede på disse områder for at udføre den opgave, der følger af deres kald som lægfolk, uden nogen sinde at give efter for fristelsen til at gøre kristne fællesskaber til slet og ret socialkontorer. Især bør Kirkens forhold til det borgerlige samfund indrettes sådan, at alle respekterer dets kompetenceområder i overensstemmelse med Kirkens sociallære.

Vel kendte er Kirkens læremyndigheds anstrengelser, især i det tyvende århundrede, for at tolke sociale realiteter i evangeliets lys og til på belejlig og systematisk måde tilbyde sit bidrag til løsning af det sociale spørgsmål, der nu har antaget globale dimensioner.

Det etiske og sociale aspekt af spørgsmålet er et afgørende element af det kristne vidnesbyrd; vi må afvise fristelsen til at tilbyde en privatiseret og individualistisk spiritualitet, som stemmer dårligt overens med næstekærlighedens krav, for slet ikke at tale om, hvad menneskevordelsen indebærer, og i sidste instans kristendommens eskatologiske forventning. Mens denne forventning gør os bevidste om historiens relative beskaffenhed, medfører den på ingen måde, at vi giver afkald på at »bygge« historie. Her er Det andet Vatikankoncils lære mere aktuel end nogen sinde: »Det kristne budskab hverken vender menneskene bort fra opgaven med at opbygge denne verden eller tilskynder til at negligere medmenneskers velfærd, men forpligter dem snarere så meget desto mere til at udføre netop disse opgaver«.36

Et praktisk tegn

53. For at give et tegn på denne forpligtelse til næstekærlighed og menneskelig støtte, rodfæstet i evangeliets mest grundlæggende krav, har jeg besluttet, at Jubelåret foruden den store høst af næstekærlighed, som det allerede har givet - her tænker jeg især på den hjælp, der er givet til så mange af vore fattigere brødre og søstre, for at de kunne blive i stand til at deltage i Jubilæet - skulle efterlade et fond, der på en måde skulle være frugten af og seglet på den kærlighed, der er udløst af Jubilæet. Mange pilgrimme har givet en gave, og mange ledere inden for den finansielle sektor har sluttet sig til ved at give generøs hjælp, som har hjulpet til at sikre en passende fejring af Jubilæet. Når udgifterne for dette år er dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til godgørende formål. Det er vigtigt, at en sådan stor religiøs begivenhed skal være komplet adskilt fra noget, der ligner økonomisk vinding. Alt, hvad der bliver tilovers af penge, vil blive brugt til at fortsætte den erfaring, der har gentaget sig så ofte siden Kirkens første begyndelse, da menigheden i Jerusalem gav ikke-kristne det bevægende syn af en spontan udveksling af gaver, lige til at have alt til fælles, for de fattiges skyld (jf. ApG 2,44-45).

Det fond, der skal oprettes, vil kun blive en lille strøm, der flyder ind i den store kristne barmhjertighedsflod, som løber gennem historien. En lille, men betydningsfuld strøm: fordi verden på grund af Jubilæet har set hen til Rom, den kirke, »som fører forsædet i kærlighed«37, og har bragt sine gaver til Peter. Nu vil den kærlighed, som er lagt for dagen ved katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til verden, gennem dette tegn, som er tænkt at skulle være en blivende arv og et blivende minde om det fællesskab, der blev erfaret under Jubilæet.

Dialog og mission

54. Et nyt århundrede, et nyt årtusind åbner sig i Kristi lys. Men det er ikke enhver, der kan se dette lys. Det er vor vidunderlige og krævende opgave at være en »genspejling« af det. Dette er det mysterium lunae, der var en så skattet del af kirkefædrenes kontemplation; med dette billede ville de vise Kirkens afhængighed af Kristus, solen, hvis lys den genspejler.38 Det var en måde at udtrykke det på, som Kristus selv anvendte, når han kaldte sig for »verdens lys« (Joh 8,12) og opfordrede sine disciple til at være »verdens lys« (Matt 5,14).

Dette er en skræmmende opgave, hvis vi ser på vor menneskelige svaghed, der så ofte gør os sløve og kaster skygger over os. Men det er en opgave, vi kan udføre, hvis vi vender os til Kristi lys og åbner os for den nåde, der gør os til en ny skabning.

55. Det er i denne sammenhæng, at vi bør betragte den interreligiøse dialogs store udfordring, som vi stadig vil være forpligtet til i det nye årtusind i troskab mod Det andet Vatikankoncils lære.39 I forberedelsesårene til det store Jubilæum har Kirken forsøgt at opbygge et forhold med åbenhed til og dialog med andre religioners tilhængere. Denne dialog må fortsætte. I det klima med forøget kulturel og religiøs pluralisme, som det må forventes vil kendetegne det nye årtusinds samfund, er det indlysende, at denne dialog vil være særlig vigtig for at etablere et sikkert grundlag for fred og værge os mod det frygtelige genfærd af de religionskrige, der så ofte har gjort menneskenes historie blodig. Den ene Guds navn må mere og mere blive, hvad det er: et fredens navn og en befaling om fred.

56. Dialog kan imidlertid ikke være baseret på religiøs indifferens; og vi kristne er, mens vi deltager i dialog, forpligtede til at vidne klart om det håb, vi har (jf. 1 Pet 3,15). Vi bør ikke frygte for, at det, som er en glad forkyndelse af en gave, der er tiltænkt alle, og som skal tilbydes alle med den største respekt for den enkeltes frihed. Der er jo tale om den gave, som er åbenbaringen af den Gud, der er kærlighed, den Gud, som elskede verden således, »at han gav sin enbårne søn« (Joh 3,16). Som den nylig fremkomne erklæring Dominus Iesus fremhævede, kan dette ikke være genstand for dialog, forstået som diskussion, som om vi betragtede det blot som en opfattelse: det er snarere en nåde, der fylder os med glæde, et budskab, som vi har en pligt til at forkynde.

Kirken kan derfor ikke opgive sin missionsgerning blandt verdens folkeslag. Det er den primære opgave for missio ad gentes at forkynde, at det er i Kristus, »vejen og sandheden og livet« (Joh 14,6), at mennesker finder frelse. Interreligiøs dialog »kan ikke simpelt hen erstatte forkyndelse, men er altid orienteret mod forkyndelse«40. Denne missionsmæssige pligt forhindrer os dog ikke i at gå i gang med dialog med en holdning af dyb villighed til at lytte. Vi ved faktisk, at fordi nådens mysterium, så uendelig fuldt af muligheder og konsekvenser for det menneskelige liv og den menneskelige historie, er nærværende, vil Kirken selv aldrig holde op med at stille spørgsmål, idet den stoler på Helligåndens, Sandhedens Ånds hjælp (jf. Joh 14,17), hvis gerning det er, at vejlede den »i hele sandheden« (Joh 16,13).

Dette er et fundamentalt princip ikke blot for det uudtømmelige teologiske studium af den kristne sandhed, men også for den kristne dialog med filosofier, kulturer og religioner. I menneskehedens universelle erfaring, der opvækker finder Guds Ånd, som »blæser, hvorhen den vil« (Joh 3,8), til trods for alle menneskelige begrænsninger ikke sjældent tegn på sit nærvær, som hjælper Kristi tilhængere til bedre at forstå det budskab, de bringer. Var det ikke med denne ydmyge og tillidsfulde åbenhed, at Det andet Vatikankoncil forsøgte at tolke »tidens tegn«?41 Selv når den giver sig af med en aktiv og omhyggelig sondren for at kunne forstå og tyde de »ægte tegn på Guds nærvær og hensigt«,42 erkender Kirken, at den ikke blot har ydet noget til, men også »hvor meget den selv har modtaget af menneskeslægtens historie og udvikling«.43 Denne åbne holdning blev, kombineret med omhyggelig sondren, benyttet af Koncilet også i forhold til andre religioner. Det er vor opgave med sto troskab at tage imod Koncilets lære og at følge i dets fodspor.

I Koncilets lys

57. Hvor ligger der dog en stor skat, kære brødre og søstre, i de retningslinier, som Det andet Vatikankoncil har givet os! Derfor bad jeg Kirken om, i forberedelsestiden til det store Jubilæum, at undersøge, hvordan den selv havde taget imod Koncilet.44 Er dette blevet gjort? Den kongres, der blev holdt her i Vatikanet, var et sådant øjeblik til overvejelse, og jeg håber, at lignende bestræbelser har fundet sted på forskellige måder i alle delkirkerne. Alt som årene er gået, har Koncilets dokumenter ikke mistet noget af deres værdi eller åndelige kraft. De bør læses korrekt, blive kendt i vide kredse, og man bør lægge sig dem på sinde som læreembedets vigtige og normative tekster inden for Kirkens tradition. Nu da Jubilæet er afsluttet, føler jeg mig mere end nogen sinde forpligtet til at pege på Koncilet som den store nåde, der blev skænket Kirken i det tyvende århundrede: dér finder vi et sikkert kompas, hvormed vi kan orientere os i det århundrede, der nu begynder.