Kærlighedens udfordring

Av Gertrud Messerschmidt. Artikkelen er hentet fra Katolsk Orientering 23. august 2000.

Svært at være katolikk i spændingsfetet mellom kirkens og pavernes ubrudte belæring om kærlighed og sex, og så den praksis man til daglig møder.

• I 1965 udkom Det 2. Vatikankoncils berømte skrivelse om Kirken i den moderne verden (skema 13). Her belæres bl.a. om ægteskab og familie.
• I 1968 udkom en encyklika om samlivet i ægteskabet, udformet på baggrund af drøftelser på Det 2. Vatikankoncil.
• I 1981 kom en rundskrivelse (Familiaris consortio) om familien i det moderne samfund på baggrund af drøftelser i forbindelse med bispesynoden i Rom året før.
• I 1999 kom de nordiske biskoppers fælles hyrdebrev om "at beskytte livet; om det ufødte barns værdighed".
• Indimellem er kommet de mindre kendte skrivelser feks. Veritatis Splendor fra 1993; Donum Vitae fra 1995 og skrivelsen fra Det pavelige råd for familien med vejledning for undervisning om den menneskelige sexualitet og dens betydning (1995).

Alle peger på og belærer om katolsk tro, og hvad der er i overensstemmelse med denne tro i praksis. De peger på, at kristne ikke er forpligtede af "tidsånden" og flertallets mening, men af sandheden af Guds åbenbarede mening - med sex, ægteskab og familie.

De belærer om, at sex skal stå i kærligliedens og livets tjeneste. At sex før ægteskab ikke er i overensstemmelse med kærlighedens væsen. At det ikke er i overensstemmelse med kærlighed, at have forskellige seksualpartnere. De peger på, at kærlighed og livslang troskab hører sammen osv, osv.

Og hvad er så vores umiddelbare oplevelse af virkeligheden omkring os? I samfundet oplever vi, at holdningen er "gør hvad du vil, bare det ikke får konsekvenser" (underforstået i form af ubehagelige sygdomme og/eller graviditet). I dagspressen, i film, i den offentlige mening, i reklamer, i samtaler på arbejdspladsen og i fritiden møder vi holdninger som: - sex for ægteskab er ok - andet er næsten utænkeligt og har et suspekt skær over sig; mon der er noget galt med vedkommendes seksualitet, hvis han/hun endnu ikke har en kæreste? - cølibat er da ikke noget, der praktiseres i vore dage. Det bunder kun i viktoriansk sexforskrækkelse eller drejer det sig mon om en skabshomofil?

At præ'ke cølibat nu om dage er en nedvurdering af legemet og de erotiske glæder, postuleret af "gamle mænd".

Hvis man ikke bruger prævention er man uansvarlig: tænk dog på befolkningseksplosion - overbefolkning - fødevare og vandresourcer osv.

Unge, der ikke bruger kondom er ikke rigtig kloge og er på det nærmeste selv ude om at blive smittet med aids og skyld i at sygdommen breder sig.

Og så er det selvfolgelig helt naturligt at have flere seksualpartnere. Man kan jo ikke altid være "heldig" første gang. Man bliver jo nødt til at prøve sig lidt frem. Enhver naturlig voksen person har jo også et sexbehov, der skal tilfredsstilles for at leve et "helt" liv.

Ja, enhver kan sikkert supplere listen med eksempler. Derudover kommer, at man ikke kan åbne for en film i fjernsynet eller gå i biografen (medmindre der er tale om børnefilm med dansk tale) uden at der vises udpenslede sexscener, næsten som "standardudstyr". Ofte et der tale om sex i forbindelse med korte og løse bekendtskaber og altid uden der overhovedet stilles spørgsmålstegn ved det betimelige i, om dette er en acceptabel udvikling på nuværende tidspunkt. Aktørerne går i seng med hinanden lige så naturligt som de deler et glas vin eller nyder en god udsigt sammen.

Her star vi så: På den ene side kirkens belæring om Guds mening med kærlighed, ægteskab - sex, på den anden side med et samfund der er milevidt fra det første.

Og var det kun samfundet og de ikke- kristne, der levede, handlede, tænkte sådan, var det vel til at bære. Sådan oplevede de første kristne det vel også i datidens hedenske romerrige. Men nej, nu er disse holdninger "comme il faut" også i de fleste katolske kredse og blandt flertallet af vore unge.

Hvad skal man da mene?

Er den katolske kirke og dens læreembede håbløst gammeldags? Er evangeliet?

(Personligt har jeg altid undret mig over, at der er så mange kristne i verden. Jeg mener: - med dét budskab: Gud blev menneske/ født af en jomfru/ korsfestet for os/giver sig til os i kommunionen osv. - kan moderne mennesker virkelig tro på det ? Der er da også røster fremme om at disse dele må ændres, hvis det kristne budskab stadig skal have appel til nutidens mennesker).

Jeg synes det er svært at leve som katolik i dette spændingsfelt. På den ene side kirkens og pavernes ubrudte belæring - på den andre side den praksis man til daglig møder både blandt almindelig sækulariserede danskere, der er døbte, og nu ogsa som udbredt norm blandt praktiserende katolikker.

Nogle mener, at det skal man ikke tage så nøje. Der er bare tale om nogle "gamle forstokkede mænd med paven i spidsen", der har nogle gammeldags, urealistiske, seksualforskrækkede holdninger til disse spørgsmal. Gud vil forstå, at vi har særlige vilkår.

Men er det rigtigt?

Hvordan hører vi Gud i dag? Hvordan erkender vi Hans vilje - Hans: "men Jeg siger jer"?

I verden er der så mange stemmer, pluralisme, alt er "lige godt". Guds gode vej - den, der fører til LIV, hvordan erkender vi den? Er vi på "herrens mark", overladt til os selv og alle de forvirrede og forvirrende røster? Jeg tror som katolik, at Gud i sin omsorg for os mennesker har givet os kirken og læreembedet. Kirken for mig er ikke en gold, kold samling "gamle mænd" ude på at gøre livet surt for dem, der har lidt hidsige "livssafter". Den er Guds gode stemme til dem, der ønsker at få del i den livets fylde som Gud har lovet os - hidsige livssafter eller ej. Guds problem er ikke, om materialet er "råt" men om det er villigt til at lade sig fylde af Hans liv.

Jeg synes heller ikke, man kan tale hverken om Det 2. Vatikankoncil eller om de paver, der har formuleret kirkens belæring efter koncilet, som mænd af ond vilje og med hang til sadisme.

Både Paul d. VI og Johannes Paul II er i mine øjne troverdige vidner, der tager deres opgave som forvaltere af Guds ord alvorligt - ofte med store personlige lidelser til følge. De kan ikke bare forvalte som de finder opportunt.

Andre siger så: hvorfor dog gå så højt op i disse ting? Det er dog et lille område og underordnet i forhold til så meget andet. Er det? Døm selv! Hvad handler nesten alle film, romaner, skuespil, folks drømme om? Er kærlighed og erotik underordnet? Og hvis det er, hvorfor underordner man sig så ikke bare for "husfredens" skyld. Hvorfor mon knuste hjerter, misbrug, utroskab til alle tider har været et problem (ikke bare i vor tid) og Vorherre alligevel ikke resignerer og siger: så nøjes vi ikke med en billigere udgave af kærligheden ligesom man ændrer definitionen på tyveri og vold - så statistikkerne ser pænere ud - men gør sagen det? Vores kald - og vores held - som kristne er jo, at vort mål ikke bare er "spis drik og vær lystig i morgen går jorden under", men at vi allerede nu har faet del i Guds måde at leve, elske, handle på - og i Hans livsfylde, hvis vi dog kunne gribe det! men griber vi det? begriber vi det?

Det er ikke mærkeligt, at den nuværende pave startede sit pontifikat med opfordringen: " Frygt ikke". For er det ikke det, vi alle gør? Vi frygter for, at være umoderne, ikke med på noderne. Det moderne menneske er besjælet af frygt for at forpligte sig, at træffe endegyldige valg.

Men er kæligheden ikke netop dette: Jeg trolover mig med dig for evigt. Guds kjærlighed til os mennesker er betingelsesløs. Han elsker os, mens vi stadig er syndere og Hans udfordring til os er dybt provokerende: "så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen!"

Kirkens lære om, at kærligheden er mulig, at den er eksklusiv ("den eneste ene"), at den vil binde sig, at kærligheden "bærer hinandens byrder", svarer det ikke dybest set til ethvert menneskes længsel? er det ikke sådan, at når vi slar os til tåls med mindre, så er det, fordi vi resignerer? - fordi vi siger: det ville være dejligt, men menneskene er nu engang som de er - det er umenneskelige krav.

- Ja, det er umenneskeligt. Det er guddommeligt! Men er det ikke netop evangeliets budskab, løfter og udfordring som aldrig lader os i ro" for mennesker er dette ikke muligt, men for Gud er alle ting mulige", som Jesus sagde til disciplene, da de engang kom til at drøfte disse ting og de reagerede som vi. Men Jesus fastholder kravet - og giver os samtidig løfte om hjælpen til at kunne leve guddommeligt.

- Det kalder den katolske kirke helliggørelse. Det er en vækstproces med mange falitter undervejs, mange fald men med mulighed for at rejse sig igen, hvis vi vil. For Gud vil gerne rejse os og give os hjælp til at komme videre. Vil vi - eller har vi slået os til tåls med mindre?

Hvordan taler vi om disse ting, og trænger ind i Guds gaver, løfter og virkelighed uden bare at slå hinanden i hovedet og slås om, hvem der nu er mest retfærdig/ hyklerisk/ syndig eller dømmende. Det er dog en gold debat. Jeg oplever, at kirkens lære om disse ting for det første trænger til at blive fremført klart og tydeligt også i Danmark, så ingen kan være i tvivl om, hvad det er, den katolske kirke lærer på disse punkter. For det andet trænger vi til at meditere over denne lære. Jeg bruger med vilje ordet meditere, for det er alene ved at sætte sig ned og lytte til Guds ord, at de bliver til liv i os. Vi kan ikke aftvinge Gud at dele sit liv med os, vi kan modtage det. Denne holdning tror jeg også gælder kirken selv, som har "ordene" men måske ikke altid livet i ordene. Hvordan kommer vi ind til skatten? Til Guds evangelium til os og til verden? Lad gå, at vi har en kort eller en lang vej at gå. Men lad os da gå og arbejde sammen - alle mennesker af god vilje. Så kirkens bidrag, dens mission som "mater et magistra" (mor og lærer) kan føre os ind i Guds riges verden, til det liv Gud vil give os.

Kan det undre os, at det er anderledes end det verden kan tilbyde og finde på? "Som himlen er højere end jorden er mine tanker højere end jeres." Er I ikke nysgerrige efter at lære dem at kende?

Jeg er - efter at komme Ham nærmere, der siger: "Se, jeg gør alting nyt."